Jeg ser
Adapsjon - fra dikt til tegneserie
➡ ♥♥♥ Link: Obstfelder jeg ser
➡ ♥♥♥ Link: https://dating18plus.ru/Darnese1985
Når han også ber ho om å gøyme han, seier det for meg at han ber natta om å bruke mørket sitt og pakke han inn, slik at ingen kan sjå han. Den vakte opsigt og gav ham siden pladsen som en af de bedste nyromantiske digtere i Norge. Dette gjentar seg ein gong til før diktet tar ei dramatisk vending som fører til at nesten all struktur opphøyrar.
His poems have left an indelible mark on Norwegian poetry. Han pleier komme i sånt veir.
Sigbjørn Obstfelder: Jeg ser - Elles er det biletlige språket rikt og ein blir sittande at med eit ganske så detaljert bilete i hovudet etter å lesi diktet.
I uger har jeg ikke set et menneske, ikke hørt min egen røst. Jeg hører mig selv tænke, mens tjernet skvulper. Det mørknes, fjeldvandet blir sort, lommen skriger. Der farer en angst igjennem mig. Hvor er de nu alle? Og fjeldet blir pludselig så isnende koldt. Jeg må ned, bag den borteste blåne, søndenfor de brede sletter, der hvor hjerter slår, der hvor tusender hjerter slår i kor. Jeg iler til dalen, jeg gjemmer mig i kupeen. Hele natten pruster jernvognen, lyner afsted i mulm og mørke, gjennem lange, dybe dale, over brede sletter. Næste aften står jeg på den stenlagte gade. Der er ingen skog lenger, men huse og huse og vinduer, ingen sus gjennem blade, men surren af vogne, larm af utallige fødder. Langt borte hører jeg et forfærdeligt skrig. Og jeg hører ud fra åbne vinduer en brølende røst: «Forfærdes, I mænd og kvinder, I rådne kar, Eders skiddenhed er værre end øglers, Eders synder er utallige som havets sand. Jeg kommer forbi et hus, hvor der er mange mennesker. Jeg ser dem sidde langs væggene, de snakker ikke til hinanden, de smiler ikke til hinanden. Og jeg blir mer og mer angst. Jeg kommer forbi dansebuler med mænd og kvinder, der sparker hinanden tilblods. Er dette mine brødre, menneskene? Jeg løber videre og videre. Jeg blir mere og mere angst. Ingen taler til hinanden, ingen smiler til hinanden. De farer afsted, som var de piskede, og ud fra de små huse hører jeg gråt og hulken, bag mig gråter det, gråter, gråter... Og omsider går det op før mig, omsider ser jeg det: De er vanvittige, de piskes af sin egen skygge. Og jeg ser mig om, jeg ser på deres øine, deres miner, deres ilen og løben: Ja, de er vanvittige, de er vanvittige. Obstfelder var påvirket av Munch. Det er interessant å studere diktet Byen og maleriet Skrik i sammenheng. Hvilke likhetspunkter kan vi finne mellom disse to kunstverkene, og hvilke nyromantiske trekk ser vi umiddelbart?